på den igen

[Tavis Lan Cooper]

Dette emne er tilegnet @siors

Endnu engang ar det tid til eftersidning,  det var jo lagt fra første gang, og det blev nok heller ikke den sidste. Men denne gang var det Ravenclaws overhoved, som stod for det, en person som Tavis bare ikke kunne holde ud, og nu skulle han være sammen med ham. Men han viste godt han selv havde været udenom denne, for han havde ikke ligefrem snakkede pænt til manden. Tavis sukkede tungt, som klokken nærmede sig ni, han sad i opholdsstuen, sammen med et par venner. Men det var som om han ikke rigtig kunne fokusere på deres samtale, for hans tanker var helt andre steder, så som hvorfor han skulle møde den mand på biblioteket. Han havde ikke nogen ide om hvad hans skulle lave der, men noget sagde ham, at han ikke ville kunne lide det. Tavis var kun iført skjorte, hufflepuff slips, bukser og sko, kappen gad han ikke rende rundt i når han havde fri. Tavis stirrede let ud i luften, da en af de andre prikkede til ham, og sagde at der var to minutter til at hans skulle mødes med manden. Det fik ham til at rejse sig op, hvorefter han sagde farvel, før han forlod dem. Det var ikke ligefrem fordi han skyndte sig, nej rent faktisk gik han ret langsomt og gad ikke skynde sig, han kom først til biblioteket ti minutter for sent. Tavis skubbede døren op, og trådte indenfor imens han lod blikket vander rundt, for at finde manden, så han kunne få det overstået. Tavis var lige nu inde i en periode, hvor han nærmest havde opgivet alt, og virkede både fjern samt trist og gnaven, det havde påvirket hans venner som ellers normalt hang ud med ham. De holdt sig væk fra ham, og han følte sig blot endnu mere ensom, og lige nu følte hans sig allermest træt, men også vred. Hvorfor skulle alt gå så galt? disse modbydlige tanker kom igen til ham, og han var snart træt af sit eget liv. Som han stod der og så rundt, så han nærmest en smule fortabt ud, dog gled hans normale kølige blik frem igen, da han ikke ville vise manden hans følelser og problemer. 

[Deleted]

Det ville være synd at sige, at Siors humør var højt denne aften. For det var det mildest talt ikke. Han var ikke blot i sit sædvanlige hjørne, hvor man ikke helt kunne gennemskue, hvilket humør han umiddelbart var i grundet de manglende ansigtsudtryk. Men i aften kunne man godt vove ag påstå, at han var ganske gnaven. Eksamen nærmede sig hvilket betød, at han havde mindst ligeså travlt, som eleverne havde. Flere og flere kom til ham for at få råd, og han havde endda oplevet elver fra andre kollegier af, der også var kommet til ham. Men det var jo nok mest fordi det ene jo slet ikke havde sig et overhoved,  kunne gå til, mens han nu heller ikkeselv havde de største tanker omkring McSeeley. Der var et eller andet, som Siors ikke kunne fordrage over den der lidt for kække drenge-natur, mens han jo sådan set var en voksen mand, der hvad et ansvar over for sit kollegie og dets tilhængere. Derfor gjorde de ham nu heller ikke noget, at andre elever også kom til ham for at spørge om hjælp, for han hjalp dem med glæde. Men nu hvor det hele var overstået, og han sådan set havde fri for i aften, så hjalp det bestemtikke på sagerne, at han nu skulle til at tilbringe flere timer oppe. Men denne gang med en uvårn elev, der havde rodet sig selv ud i en eftersidning. Det var betstemt heller ikke sådan, han selv havde lyst til at tilbringe sin aften, men der var jo ikke noget at gøre ved det, og sådan var det bare.

Siors betragtede den unge mand, som han trådte ind på biblioteket, hvor Siors havde beordret ham til at møde op. Selvom det til at begynde med ikke havde været meningen, at drengen skulle kede sig ihjel deroppe, men derimod lære noget, så var Siors sympatiske væsen gemt fuldkommen væk i aften. Nu skulle drengen have sig en straf, så han for alvor ville komme til at forstå, at man ikke skulle lægge sig ud med Mr. Argall. Han skulle få sig den værste eftersidning set længe.
"Jeg gjorde alvor af min trussel," sagde han køligt. "Ti minutter ekstra for hvert minut, du er forsinket. Det var meningen, du skulle være blevet  en time, så du kan jo lægge ud med at regne dig frem til, hvor meget det bliver i stedet." Han lod den ligge dér, hvorefter han puffede til en stol ved det nærmeste bord med sin fod, så den blev skubbet en smule ud. "Sæt dig," beordre han, hvorefter han vende sig rundt for at tage en stor, tyk bog, der omhandlede magiske svampe, ned fra den nærmeste hylde.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis fnøs køligt, som han fik øje på overhoved, som åbenbart havde opdaget hans ankomst. Han var ligeglad med hvor sent han var kommet, for ærlig talt gad han slet ikke være der, og manden skulle være glad for han i det heletaget var dukket op. Der var engang med en anden lære, hvor han havde fået eftersidning, men bare ikke var dukker op, mange snakkede stadig om det. For læren havde været nede og hente ham personligt, det havde ikke været et kønt syn. Han havde snart haft eftersidninger hos samtlige lærer, man kunne vel kalde det lidt af en bedrift, for det krævede en hel del, at få så mange eftersidninger som ham. Han havde prøvet lidt af hvert, men dog ikke rigtig noget som var hårdt nok, til at få ham til at bryde sammen. Men noget sagde ham at dette blev anderledes, for han vidste at de begge ikke kunne udstå hinanden. Tavis nærmede sig, med ganske rolige og langsomme skridt, blot for at være endnu mere provokerende, hans blik var koldt men et flabet smil var placeret på hans læber, og han havde stukket hænderen i bukselommerne. Da han endelig nåde hen til ham, hævede han et øjenbryn " waow hvor flot" svarede han sarkastisk, imens han tog plads i stolen og lagde det en ben over det andet, imens han lænede sig en smule afslappe tilbage. Hvis manden skulle være sådan, så bad han jo nærmest Tavis om at give den hele armen, og så skulle han sørme nok få den. Han betragtede ham, imens manden fandt en bog frem, der så enormt kedelig ud, og ikke ligefrem en bog han selv ville havde valgt. Tavis fnøs let " hvad så nu?"spurgte han igen lidt for flabet, imens han let kørte en hånd igennem håret, før han lod den ende med at hvile på hans knæ. " du er da en rigtig glad mand" mumlede Tavis, iskoldt og fuldkommen sarkastisk, blot for at være mere provokerende og fordi ventetiden kede ham noget så grusomt. Det var også derfor han begyndte at tromme med et par fingre på hans lår, imens han ventede utålmodigt, og holdt et vågent øje med manden. Han var sikker på at dette ville blive en lang aften, for på en måde virkede de begge lige stædig.  

[Deleted]

"Det er dig selv, det kommer til at gå ud over, så jeg er ikke videre imponeret," svarede Siors blot. Det kom selvfølgelig også til at gå ud over ham selv, det var han godt klar over. Men det var som om, at det var eleverne ikke. Det var faktisk som om, at nogle af eleverne troede, at lærerstaben nød at give de unge eftersidninger, som om det ikke ville gå ud over deres egen tid. For det gjorde de bestemt ikke. Siors ville egentlig helst undgå det, men han var på den anden side også et æsel nok til, at han til tider bare at komplet ligeglad, hvis eleven fortjente det. Og det gjorde ham her i den grad. Ikke blot for den episode, han i første omgang havde fået denne eftersidning for, men fordi han var så dum, at han ikke fattede, at der ikke var noget sejt i at opføre sig som en uopdragen snotunge, som ham her gjorde. Man kunne jo næsten sende ham tilbage til børnehaven uden det gjorde forskel fra det faglige niveau.
Siors himlede med øjnene. "Og du har hjernekapacitet som en flue," svarede han ligegyldigt igen, hvorefter han kastede bogen hen på bordet foran drengen. Derefter fremdrog han pergament, fjerpen og blækhus, som han også placerede på bordet. "Nu, dreng, skal du bare skrive bogen efter til tiden er gået," sagde han koldt og rettede sig ordentligt på igen. "Imellem tiden vil jeg skrive et fyldestgørende brev hjem til din værge omkring din opførsel gennem skoleårets forløb," tilføjede han og begyndte at gå væk fra knægten. Dog ikke så langt væk, at han ikke kunne holde et skarpt øje på møgungen. Han havde nemlig ikke den mindste tiltro til, at drengen var moden nok til at kunne blive siddende af sig selv. Men han agtede stadig at skrive hjem til hans værge. Det havde han dog aldrig gjort imod ham før, men det var ikke noget, han var bange for at gøre, når situationen kaldt på det. Han havde ingen anelse om knægtens forhold derhjemme, og om det overhovedet ville gøre en forskel at skrive, men så var det i hvert fald gjort, og det var også fuldt fortjent, at han ville få at høre fra det, når han kom hjem igen.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis fnøs blot af mandens ord, det kunne da godt være det gik udover ham, men det gik også udover mandens fritid, og det var en tanke der gjorde ham glad. Af en eller mærlig grund, men det var vel hans måde at få hævn på ? han vidste det ikke helt selv, der var så mange ting han ikke vidste om sig selv. Han spillede sej, selvom han inderst inde var i tvivl om hvem han var, og hvad han skulle ? men det var et par af de skader der var sket efter forældrenes forsvinden. Nogle gang tænkte han på, om de havde forladt ham fordi de havde opgivet ham allerede dengang, hvor han havde været en rod i børnehaven og derhjemme, måske havde de ikke vidst hvordan de skulle takle ham. De skulle nok have haft fast i en psykolog, men det var aldrig sket, og hver dag gik det blot mere ned af bakke for ham. Han sejlede sin engen sø, og ingen kunne forstå ham, det var ikke nemt. Da manden kom med en fornærmende bemærkning, stirrede Tavis på ham, med et blik fyldt med had " det er bedre end at være et røvhul som dig" svarede han iskoldt, han skulle ikke bare komme med sådan nogle bemærkninger omkring Tavis, for så skulle Tavis skam nok fortælle sin mening om manden, lige meget om det så kostede ham hele natten her på dette sted. Han vendte blikket imod bogen, da den ramte bordet med et bump, han kunne da ikke mene at han skulle skrive efter? bogen var jo på omkring de 1000 sider, hvis ikke mere det ville jo tage ham hele natten. Han vendte blikket imod manden, rystede på hoved " hvem siger jeg bor hos en værge?" vrissede han køligt, dog inderst inde var han urolig. For hvis Bill fik besked om dette, ville han kunne se frem til at bruge hele sommeren, på at gøre rent på militær basen, og han ville derudover, få jordens største skideballe. Bill var tros alt militærmand, og en hård mand, som havde været efter Tavis lige siden han var flyttet ind, der var ikke meget kærlighed tilstede imellem de to, og Tavis glæde sig til han engang kan flytte hjemmefra. Tavis fulgte Argall med øjende, for at se hvor langt væk han gik, før han så vendte blikket imod bogen. Han slog op på sidste side " 2000 sider ? du må være sindsyg "svarede Tavis højt, og skubbed bogen ned på bordet, før han lænede sig tilbage og lavede ikke en skid. Han skulle ihvertfald ikke skrive 2000 sider om svampe, manden måtte have trådt på noget stort. 

[Deleted]

"Hvis det får dig til at have det bedre med dig selv," svarede Siors blot. Han havde ikke høje tanker om drengen, det var klart, men han var heller ikke typen, der just opgav håbet. Men han vidste på den anden side også, at hvis der nogensinde skulle være håb for at hjælpe drengen på rette vej, så skulle han have respekt fra ham først. Han ville være nødt til at finde ud af, at han ikke bare kunne rende rundt og gøre, som det passede ham. Siors kendte ikke til drengens baggrund, men selv hvis han havde gjort det, så havde han ikke set det som nogen lovlig undskyldning for dårlig opførsel. Man dannede sig selv, det gjorde ens baggrund ikke. Selvfølgelig hvis man kom fra en baggrund af blodfanatikere, som mange børn gjorde, så var der jo en direkte hjernevaskelse, som der naturligvis var at tage i mende. Men en opførsel som denne havde ingen rimelig undskyldning, og Siors godtog heller ikke nogen.
Siors værdigede ikke engang drengen et blik, da han besvarede hans spørgsmål. "Faktum og virkelig blandt andet," sagde han og fortsatte hen til det andet bord, hvor han havde tænkt sig at skrive brevet. Selvfølgelig var lærerstaben blevet informeret om særlige tilfælde med børnene eller noget i den stil, så han var udmærket klar over, at denne dreng ikke boede hos sine forældre. Men det var stadig ikke nogen lovlig undskyldning for at opføre sig som en idiot, så det ville blive skrevet hjem alligevel.
Han havde ikke engang fået sat sig, inden drengen nu begyndte at kæfte op igen. Han placerede sine ting på bordet og satte sig dog ned bagefter for at begynde at skrive. "Nej, det er jeg ikke. Det var egentlig bare for din egen underholdnings skyld. Hvis du hellere vil lave ingenting i to timer og 40 minutter, skal du være velkommen," sagde han blot og lod det være ved det. Han gad ikke engang diskutere med drengen, for hvis han endnu ikke var klar til at tage imod fornuft, så var det hans egen skyld og ham selv, det ville ende med at gå ud over.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis var vred og mandens ord, gjorde ikke sagen bedre og udfordre bare hans trang til at slå, endnu mere men han tvang sig selv til at blive siddende. Kunne de professorer ikke for engang skyld, bare lade være med at svare igen ? det ville gøre tingende meget nemmere eller det bildte han sig selv ind . Han overvejede sine ord " hold nu bare kæft!" svarede han surt, og rystede på hoved af ham. Tavis fulgte manden med øjnende, dog blev han anelse skuffet over, at manden ikke gik men blot fandt sig et bord at sidde ved. Han vendte dog så blikket væk, udstøde et svagt suk, imens han skubbe en hårtot om bag øret. Hvorfor skulle alt være så besværligt? ærligtalt var han træt af sit liv, og alle de eftersidninger gjorde det ikke bedre, eller tanken om hvad han skulle nå skulle stoppe på skolen. Han havde igen fremtidsplaner, men hvis han fortsatte sådan som nu, ville han sikkert ende med at lave noget kriminelt, hvis ikke der var nogen der snart stoppede ham. En person der kunne råbe højt, og slå ville måske være løsningen, men der var ikke rigtig nogen der var trængt ind til ham. Tavis stirrede kort imod ham " i har sikkert snakket om det bag min ryg" sagde han koldt, og trak på skulderen, han kunne jo ikke stoppe manden. Så han måtte tage snakken med Bill der hjemme, det ville nok ikke blive et kønt syn, for Bill var ikke ligefrem stolt af ham, og al hans ballade. Bare tanken fik ham til at sukke tungt. Tavis stirrede på bogen, den så kedelig ud, helt utrolig kedelig " hvad skal jeg bruge en bog om svampe til?" mumlede han irriterede, men mandens ord fik ham dog til at smile skævt. Fint hvis han ikke behøvede gjorde han det heller ikke, han trak stolen ind til borde men ikke for at skrive. Nej han lagde armene over kors, hvorefter han lod hoved hvile på dem, og lukkede øjnende. Han kunne vel ligeså godt sove i de 2 timer og 40 minutter. Dog var han ikke helt sikker på at han fik lov, men så måtte manden komme hen til ham. Tavis skubbede de mange tanker væk, og faldt i en ret dyb søvn, med mystiske drømme. Han rykkede let på sig i søvne så hans sovende ansigt, vente imod professoren uden han var klar over det. Han så faktisk nærmest uskyldig ud når han sov...

[Deleted]

Hvis drengens opførsel gjorde noget ved Siors lige nu, så var det nu snare at more ham fremfor at genere ham. Hans endelige udbrud var nemlig bare et klart bevis på, at han havde vundet denne kamp. Ikke at det var nogen overraskelse for ham. Når det kom til at svare igen, så var det om ikke ham, der havde det sidste ord, men så havde han i hvert fald den sidste kvikke bemærkning, inden modstanderen måtte give sig og komme med udtalelser, som Cooper netop havde gjort sig. End ikke hans fætter, der på sin vis heller ikke bare lod folk sige hvad som helst til ham, kunne hamle op  ed Siors, når han først rigtigt var gået i gang. Men uden at det skulle være en dårlig ting, så var Siors vist også en smule mere barnlig end sin kære fætter. Ikke blot fordi, Levi var et par år ældre end han selv var, men deres generelle personligheder. Siors havde nemmere til at fare op og handle, end Levi, der faktisk var noget bedre til at tænke sagerne igennem først. Ikke at Siors var en specielt spontan person, men i forhold til hans fætter, der næsten kunne gå fra at have været hans bror, så var han. Og det havde han det vel egentlig også fint med. Der skulle jo være noget, der adskilte dem fra hinanden.
Han kiggede op og hen på drengen, der sad og tydeligt følte sig meget forurettet. Noget Siors ikke kunne tage hensyn til lige nu, for de fleste skarnsunger følte sig jo uretfærdigt behandlet hele tiden, selvom de oftest var blevet ganske retfærdigt behandlet til trods for deres egen mening.
"Cooper, vi bliver i lærerstaben informeret om elevernes baggrund, så der er ingen grund til at blive så fornærmet over den viden," sagde han blot, hvorefter han dyppede sin fjerpen i blækhuset, hvorefter han begyndte at skrive brevet. "Jeg ved ikke, hvem det er, der har givet dig den overbevisning om, at vi alle arbejder imod dig," fortsatte han, "for det gør ikke. Jeg har ikke uden videre lyst til at skulle smide eftersidninger i hovedet på dig, hver gang jeg ser dig, så hvis du tror, det just huer mig, så tager du fejl. Den eneste grund til, du sidder her lige nu er sådan set fordi, du selv har gjort dig fortjent til det."
Da drengen tog beskeden lidt for pænt, blev Siors øjeblikkeligt mistænksom. Han skrev derfor langsomt videre, mens han holdt et vågent øje med drengen, der knap nok nåede at lægge hovedet til rette, inden Siors havde rejst sig og var i færd med at bevæge sig hen imod ham. Han tog derefter fat i drengens krave og hev ham op fra bordet, så han sad ordentligt, og gav da slip som om, det var et eller andet ækelt, han netop havde rørt ved. "Du kan sove, når du kommer tilbage til sovesalen," sagde han "hvis du er træt, måtte du bare have tænkt dig om i første omgang."

[Tavis Lan Cooper]

Tavis minde ikke rigtig om nogen i sin familie, eller ikke hvad han vidste af, men han så heller ikke meget til sin rigtige familie. Det var som om de havde droppet ham, da hans forældre forsvandt, hvis det ikke havde været for Bill ville han være endt på børnehjem, og ville med gang ti være slemmere end nu. Tavis havde altid været grov i munden, kunne hurtigt komme med flabet kommentarer, og så var han stærk, men når man stoppe disse to ting, var han ikke så sej igen. Inderst inde bag de hårde ord, var han en fortvivlet dreng, som manglede kærlighed og forståelse, men denne side var der igen der havde fået frem. Han rystede på hoved af mandens ord" Og hvem har så fortalt jer, at den info skulle ud? for jeg finder det ikke vigtig at i kender til min Forbande baggrund" svarede han koldt, men ærligt for de behøvede da ikke at vide at hans forældre havde forladt ham! hvad skulle de bruge det til? han kunne ikke finde en god grund. Tavis sov faktisk ret tungt, men da Siors greb fat i ham og rette ham op. Vågnede han og slog ud efter ham " hold dig væk, du skal ikke røre mig" hvæsse han, og rejste sig op, imens han vendte sig imod manden. Tavis blik var koldt, men også vredt, han knyttede sine hænder imens han stirrede på ham " kunne du ikke for en gang skyld lade mig værre? eller snakke venligt ? det ville måske hjælpe " svarede han surt, og skulle til at gå sin vej. Vreden svømme igennem hans krop, og han måtte virkelig tage sig sammen, for ikke at kaste sig over manden. Han gik væk fra ham, smuttede hen bag en bogreol et stykke derfra, og satte sig ned på gulvet henne i hjørnet. Hans krop skælvede af vrede, eller måske også mere end bare vrede, han kunne ikke finde rundt i tingende. Tavis sukkede tungt, lænede hoved ind imod væggen og stirrede op i loftet, imens en enkel tåre gled ned af hans kind, efterfuldt af endnu en. Tavis slog sin hånd ind i vægen, så kraftig som muligt, så hans knorre blødte og blev blå/lilla i farven, lige nu kunne alt i hele verden rende ham, han sad nærmest bare og ventede på at Siors kom og skældte ham ud igen. Han lod den ødelagte hånd ned på sit knæ, tørrede lidt af blodet af i sine bukser, imens han lukkede øjnende. 

[Deleted]

Siors himlede med øjnene og gad denne gang ikke engang til at svare drengen. Det var alt for latterligt til, at han gad til at spilde sin tid på det. Desuden, så vidste han jo godt, at knægten ikke sagde det for at få svar, men for på en eller anden måde at få bragt retfærdighed til sig selv og få sat Siors i et dårligt lys, selvom det ikke just lykkedes. I hvert fald ikke efter Siors mening. For ham løs det præcist som det, det var. Og til tider ville det provokere ungerne endnu mere, hvis man bare lod dem vide, hvor dumme de egentlig var at høre på ved slet ikke at besvare dem. Selvfølgelig var det jo vigtigt, at de vidste bare lidt om, hvor deres elever kom fra, så det var jo tåbeligt overhovedet at hidse sig op over det i første omgang.
"Og du skal ikke sove til en eftersidning," vrissede Siors, der var ved at blive vred. Men hvis det ikke hjalp at tale stille og roligt til ham, ja, så var han jo også selv ude om det. Alt det, der skete denne aften og før han havde faktisk alt sammen været knægtens egen skyld. Siors var ikke fan af at skulle afstraffe eleverne, selvom han på den anden side set også godt vidste, at det var nødvendigt og en del af jobbet. Men kunne han undgå det, så gjorde han også. Men denne drenge havde bare haft udsigt til ballade lige fra starten af, så det var ham selv, der havde fået viklet sig ind i alt dette.
Siors tog en dyb indånding for ikke at begynde at råbe af knægten. I virkeligheden kunne han være totalt ligeglad, men han havde et vist ansvar over for eleverne. Han fulgte derfor langsomt efter drengen og stillede sig, autoritær som det lå til hans natur, noget meter fra drengen, der havde valgt at placere sig på gulvet. "Det eneste, der kan hjælpe her er, at du begynder at indse, vi ikke er her for at gøre livet surt for dig," sagde han med rolig stemme, der dog alligevel ikke rummede flere følelser, end den plejede. Noget der lidt altid havde været ham en hæmning. "Du skal ikke sige, at jeg ikke har talt pænt til dig, for det har jeg. Men når du fortsætter med den der opførsel, så er du selv ude om, at det begynder at blive træls. Og hvis der er en årsag bag alt det her, så sig det i stedet for at lade det gå ud over dig selv og alle andre."

[Tavis Lan Cooper]

Tavis tørrede tårene væk, med den sårede hånd, og endte bare med at tvære blod ud i ansigtet, men han var ligeglad! Han var træt af det hele, og ville bare ønske at alt kunne stoppe, at han kunne forsvinde og aldrig dukke op igen. Den onde stemme i hans sind, fortalte ham om alle dem der hade ham, at hans forælde havde forladt ham med vilje, at igen nogensinde kunne elske en som ham. Den var lokkende, prøvede at trække ham ned i et sort hul, det havde han været i engang før, dengang havde han brugt en hel dag i sengen på skolen, og bare stirrede op i loftet uden at nogen havde kunne vække ham. Han prøvede at skubbe stemmen væk, for han ville ikke tilbage til det sorte hul, men det var ikke nemt, og han endte med at slå baghoved let imod vægen bag sig, og slog den raske hånd ind i bogreolen så en bog væltede ned på hans knæ. Tavis stirrede på bogen, uden at røre på sig, men lyden af mandens stemme, fik ham til at rette hoved imod manden. Hans blik var nærmest tomt, fyldt med mørke og frygt, langsomt nikkede han men skar ansigt da slaget imod væggen havde starte en hovedpine. Tavis vendte blikket ned på sit skød " jeg ved det, alle hadere mig, og den der hadder mig mest er mig selv"svarede han stille, og pillede fraværende ved buksebenet " jeg er ikke normal" sagde han så, og løftede blikket for at se på professoren " jeg er fuld af mørke og ødelæggelse, men jeg kan ikke kæmpe imod, det æder mig indefra" sluttede han af, hvorefter han rystede på hoved af sig selv. Langsomt prøvede han at komme op og stå, men hans ben skælved og han støttede sig til reolen, for til sidst at komme op og stå. Tavis spinkle men høje krop, skælvede stadig og hans hjerte slog hurtigt, imens tankerne strømmede rundt og smerten, fra de forskelige skader begyndte at dukke op. Han lænede sig op af vægen bag sig, og holdt en støttende hånd på reolen, imens han igen vendte blikket imod professoren. Ventede på hans ord, han regnede med at alt dette nok ville komme bag på manden, han var ihvertfald den første, der så denne usikre og fortabte samt skrøbelige side af ham. Han kunne bare ikke helt fatte at, han viste denne side frem, men på en måde føltes det godt, at komme ud med det han gik og kæmpede med. 

[Deleted]

Græd drengen, eller så han bare syner? Nej, den var god nok. Så meget for at forsøge at lege hårdnakket. Der skulle alligevel ikke meget til. Men nåh ja, sådan var det jo oftest. Dem, der legede de hårdeste var oftest dem, der havde nemmest til at blive sårede eller triste. Dem man så rendt rundt og troede var små sårbare mus var så tit dem, der faktisk var hårdfør og ikke lod sig tryne af nogle. Og så var der jo selvfølgelig også de der typer, der opførte sig som om, de var hårde og ufølsomme og som i virkeligheden også var det. Siors hørte nok med i den sidste kategori. Der skulle godt nok meget til at ramme ham, og så vidt han huskede, så var det ikke sket før. Han havde ikke rigtig de der trykpunkter, som de fleste havde. Han var lidt for ligeglad og for bedrevidende til at lade sig ramme af den slags. Men denne her drenge hørte klart ind i den første kategori. Han var tydeligvis ikke så sej, som han gerne ville give sig ud for at være. Ikke at det var den mindste smule overraskende. Sådan var det jo oftest. Specielt med teenagere, der havde det med at gøre et stort nummer ud af alt.
Han hævede øjenbrynene en smule, men tog sig i det og lod sit ansigt falde tilbage i de sædvanlige folder. Det var vel en lige lovlig dramatisk måde at sige det på. Men fair nok; som et aktivt medlem i kunstens verden, så havde Siors jo læst diverse digte og strofer, så han havde da hørt det, der var værre og mere overdrevent.
I et kort øjeblik stod han tavst og prøvede at finde på et eller andet passende at sige. Han var bestemt ikke god til det her. "Og det prøver du så på at opveje ved at gøre det hele værre for sig selv?" Konstaterede han mere end spurgte. Det her var måske det ideelle tidspunkt også at få snakket lidt fornuft ind i knægten. "Du er godt klar over, at din opførsel ikke hjælper på det, ikke? Hvis du virkelig gerne vil ud af det der, så er det dig selv, der bliver nødt til at tage dig lidt sammen. Du kan ikke forvente, at alle folk vil rende rundt og tage hensyn til dig alene. Du bliver selv nødt til at arbejde bare en smule for det."

[Tavis Lan Cooper]

Tavis tørrede de sidste tåre væk, lige nu følte han sig svag og sårbar, han havde ikke ønsket at vise den mand han hade, denne side af ham. Den side han skjulte for alle, fordi han ikke ville være et nul, men han ville heller ikke være den der blev mobbet. Selvom det så ikke var smart, selv at være den der mobber, men det var den bedste måde at undgå det på. Og så var der hans temperament, som ikke ligefrem var lidt, men stort og farligt når det slap ud, det havde skolen jo set engang før for 2 år siden, hvor han havde tæsket en dreng efter en quidditch kamp, og så var blevet smidt af holdet. Han rystede på hoved af sig selv, skubbe det sårbare blik væk, for at efterlade hans øjne kolde, hvorefter han vendte blikket imod professoren " du ved ikke hvor meget jeg kæmper" svarede han så en smule surt, imens han stirrede på ham. Nu skulle manden ikke komme for godt igang, Tavis gad ikke høre på hans ord, de hjalp ham ikke ligefrem men fik blot vreden til at komme frem igen. Han valgte så at tage et par skridt frem imod manden, på en truende måde" hvis du havde mit liv, ville du forstå mig, men det har du ikke og du er ligesom alle andre! i forstår mig aldrig lige meget hvad jeg gør! " nærmest hvæsse han ud, imens han stirrede hidsigt på manden, knyttede sine hænder lige nu ligeglad med at den sårede hånds sår sprang op igen og blødte. Han skulle virkelig beherske sig for ikke, at slå manden men han vidste at det ville få ham smidt ud, og var der noget han ikke ville så var det at forlade stedet her. Tavis gik forbi professoren, og satte kursen imod døren ud, han gad ikke være sammen med den mand mere, han ville bare væk! " der er sgu da igen der fucking tager hensyn til mig ! " råbte han så højt som overhoved muligt, var der noget der ikke skete så var det med hensyn, for folk tog ikke hensyn til ham lige meget hvad. Stemmen i hans sind, vrængede masser af nedgørenede ord, men det værste var tøsedreng. Det ord fik ham til at stoppe op, og stirre imod manden " Du er ligeså kold i røven, som din forbande fætter, i forstår ikke en SKID, i kan ikke sætte jer ind i folks sind" hvæsse han endnu mere vredt, imens han bevægede sig afsted imod manden, istedet for at gå, hans dårlige hånd var rakt frem og pegede på ham med en skævende finger. 

[Deleted]

Det krævede en vis selvkontrol for Siors ikke at rulle med øjnene over drengens opførsel på nuværende tidspunkt. Overreagenrede teenagere havde aldrig været hans stærke side. Han var bedre til at hjælpe de elever, der heller holdt det hele til sig selv og havde problemer med at snakke om tingene. Disse teenagere, der bare var fyldt med selvmedlidenhed og havde en eller anden idé om, at alting handlede om dem, og hele verden var imod dem. De, ligesom Cooper her, der troede, at de var de eneste i verden, der havde det på denne måde, og at ingen kunne forstå det. Det krævede virkelig tålmodighed og et vist greb om sig selv for Siors ikke bare at lade drengen vide, hvor åndssvag han egentlig lød. Men det var jo ikke just nogen hemmelighed, at Siors var dygtig til ikke at ændre på sit ansigtsudtryk, og det gjorde han heller ikke her. Dog var hans stemme mildere end den ellers var.
"Så mand dig op i stedet for bare at sidde og have ondt af dig selv," sagde han roligt, selvom drengen tydeligvis ikke gad tage imod fornuft lige nu, men han kunne på den anden side heller ikke bare lade knægten gå. "Hvis du virkelig gerne vil have, at folk skal forstå dig, så bliver du nødt til selv at gøre noget ved det og ikke bare forvente, at folk kan vide noget som helst uden at have fået noget af vide. Du bliver nødt til også selv at forsøge." For det gjorde han ikke. Han kunne protestere så meget, som han ville, men det var ikke sandt. Han kendte til drengen og vidste, at selvom han måske mente, at han gjorde sin andel af det, så var det ikke tilfældet. Det var jo ikke uden grund, at han var blevet taget af quidditch-holdet, og for den sags skyld ikke stod til at kunne komme tilbage på det igen. Alene hans opførsel i timerne var nok for Siors til at kunne vurdere, at drengen nød det der med at kunne rende rundt og have ondt af sig selv, som de fleste teenagere gjorde. Det var en fremragende måde at trække opmærksomhed på. Problemet var så bare, at det også ville komme og bide ham bagi, når han blev ældre, og det var derfor, han overhovedet tog sig tiden til at tale i stedet for bare at tvingen ham tilbage til eftersidningen.